tirsdag den 20. januar 2015

Når det begynder at gå bedre i San Diego.

Det hele begynder at gå bedre her i San Diego. Jeg ved, at dette ikke blot glæder mig selv, men også mine forældre og min skønne kæreste.

I fredags var Ismail, Marta (som jeg mødte til bowling) og jeg til Glow Party. Dette var en arrangeret fest på et sted der hedder Johnny V's i Pacific Beach. Inden festen var vi til forfest PB (Pacific Beach) hos en dansker og en nordmand, hvor der kom nogle andre. Blandt andet et par stykker hjemmefra uni, men også nogle nye. Efter den forrige weekend og dennes tømmermænd, havde jeg ikke lyst til at drikke. Jeg tog en enkelt øl og blev ellers på vandvognen. Både Izzy (Ismail), Marta og jeg var trætte, så allerede til midnat forlod vi festen. Herovre er det ikke som derhjemme mht. at gå i byen. Man starter tidligere, og byen lukker omkring kl. 01.30.
Vi nappede lidt pizza inden vi tog en Uber hjem. Uber er et kendt koncept herovre, og mange bruger det. Det er private folk som kører folk fra A til B, så det fungerer som en taxa, men det er blot billigere. Jeg var lidt skeptisk i starten, men da alle bilerne og personen som kører skal være registreret, så er det meget troværdigt. Nu har jeg taget en 3 gange, og dem vi har kørt med har simpelthen været SÅ venlige.

Lørdag eftermiddag stod det på basketball! Herrene havde kamp, og dette var imod Las Vegas' Rebels. Kampen var derfor Aztecs vs. Rebels. Det var SÅ fedt. Der var en kæmpe stemning i skolens basketball hal, Viejas. Der var altid en eller anden form for underholdning, når der var time-out eller halvleg. Alle var klædt i SDSU eller Aztec beklædning, så det var vi selvfølgelig også. Det var så cool, og jeg glæder mig allerede til næste kamp.
Efter basketball blev Ismail, Marta og jeg enige om at slappe af og bestille noget indisk take-out. Der endte dog med at gå lang tid før maden ankom, og der måtte flere opkald til for at finde ud af, hvornår det var på vej. Men efter ca. 1,5 time fik vi da vores aftensmad.

Søndag blev brugt på lidt shopping i Mission Valley og Fashion Valley. Fashion Valley er fyldt med butikker og et par malls, så her er rig mulighed for at brænde kortet. Hvis man er til de helt dyre mærker som GUCCI osv., så er de også at finde her. I Mission Valley er der bl.a Target, som er en større udgave af Føtex. De har alt muligt, og her fik jeg købt nogle af de ting jeg manglede herhjemme til, blandt andet nogle flere håndklæder og et tæppe.

Mandag blev brugt i Pacific Beach, hvor vi rigtig fik set stranden og promenaden. Der var så smukt. Vi endte med at gå en god lang tur fra Pacific til Mission Beach, hvor der også var super lækkert.
Jeg glæder mig til at bruge mere tid dernede.

I løbet af de seneste dage er tingene hjemme i lejligheden også blevet bedre. Alyssa spurgte forleden om jeg havde lyst til at lave noget, og det havde jeg selvfølgelig. Det gjorde vi så i dag, tirsdag, hvor vi tog på hiking. Vi ville se Potato Chip Rock på Mt. Woodson, men vandreturen var længere end vi regnede med. Det var op ad bakke HELE vejen, og vi var helt oppe på toppen af bjerget inden den kendte Potato Chip Rock kom. Hele turen tror jeg tog omkring 3 timer, fra starten af vores hike til vi igen var ved bilen. Det var hårdt, men der var en vildt flot udsigt fra bjerget. Da vi noget stenen fik vi taget de obligatoriske billeder på den, hvorefter turen gik ned ad bjerget igen. Dette gik noget hurtigere, da det hele vejen var ned ad. Lige nu er mine ben døde, og har brugt min aften på at få styr på i morgen, hvor skolen starter. Jeg har i morgen mine første timer i Human Resource Management og Marketing, som er de fag jeg har valgt hjemmefra. I morgen eftermiddag skal jeg forsøge at "crash" et andet fag. Jeg mangler nemlig stadig to fag, og her foregår det sådan, at man skal crashe dem. Det vil sige, at jeg skal møde op til timen, spørge underviseren om jeg må crashe faget, og hvis jeg må det, så får jeg en underskrift som jeg skal give til kontoret, og så er dette fag ét af mine endelige fag. Jeg mangler altså at crash to fag. Det er lidt et gedemarked at finde ud af, men jeg håber det hele falder på plads.

Jeg beklager eventuelle fejl, såsom grammatiske, men jeg orker simpelthen ikke at læse det igennem for korrektur. Haha. Jeg vil sove nu. Sådan en hiking tur sætter sine spor.

Godnat Danmark.

xx Mia.






























Ingen kommentarer:

Send en kommentar