onsdag den 7. januar 2015

Turen går til... San Diego

Rejsen til Amerika. Min rejse til Amerika. Jeg har valgt at læse mit 4. semester i USA, mere præcist San Diego, hvor jeg skal studere på SDSU (San Diego State University).
Lørdag den 3. januar 2015 begyndte den lange rejse. Anne, Ismail og jeg skulle flyve sammen, og det første fly lettede allerede kl. 7:05.
Jeg må ærligt indrømme, at afskeden til dem derhjemme blev hårdere end først antaget. Det har aldrig berørt mig at skulle ud at rejse, tværtimod. Jeg elsker det og kan næsten ikke få nok. Denne gang var anderledes. Jeg er så heldig at have fundet mig den dejligste person til at dele mit liv med. Og det gjorde mere end ondt at sige på gensyn til ham. Heldigvis er skype og andre smarte apps opfundet, så man på trods af kilometernes distance stadig kan være sammen. Jeg er i hvertfald glad for, at brevduen ikke er vejen til kommunikationen imellem os.

Vores første stop blev i København, hvor vi havde en del timer at slå ihjel inden flyet mod Los Angeles lettede kl. 15. Efter mange timers venten efterfulgt af mange timer (omkring 10,5) i et flysæde, landede vi i Los Angeles, hvorfra vi kørte med en minibus til San Diego. Her blev vi sat af på Days Inn, som var stedet vi skulle overnatte. Vi var alle tre meget, meget trætte, og hoppede straks til køjs.
Dagen efter anskaffede vi os et amerikansk sim-kort og nummer, så vi både kunne kommunikere med hinanden herovre samt have internet over det hele. Dette er især nødvendigt til navigationen, haha.

Jeg flyttede mandag ind på det værelse, hvor jeg skal bo. Jeg bor i et boligkompleks med massere af lejligheder, også kaldet student housing. Her bor jeg i en lejlighed med tre andre piger, alle amerikanere. Alle tre var hjemme på juleferie da jeg ankom. Først i dag er hende jeg skal dele værelse med ankommet, og de andre er stadig hjemme.
Jeg håber de alle er super søde og til at tale med, samt lave noget med engang i mellem.

De sidste par dage har Anne, Ismail og jeg hængt ud sammen rundt omkring i San Diego. Vi har udforsket byen en smule, været på stranden i Pacific Beach - vildt lækkert sted - samt været ude at se SDSU Campus område, hvor skolegangen skal foregå de næste måneder.

Jeg vil poste lidt mere, når der igen bliver noget at poste om.

All the best,

Mia.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar